Funktionærloven blev indført i 1938 og har til formål at sikre en række rettigheder til en bestemt gruppe af lønmodtagere. Funktionærloven indeholder blandt andet regler om opsigelse, barsel, sygdom og fratrædelsesgodtgørelser. Loven kan ikke fraviges til ugunst for funktionæren, hverken af lønmodtager eller arbejdsgiver - heller ikke ved aftale. Det betyder, at parterne ikke kan aftale sig uden om f.eks. retten til løn under sygdom. Hvis sådan en aftale alligevel bliver indgået, vil den være ugyldig, og arbejdsgiver risikerer at skulle betale en godtgørelse til lønmodtageren.
Hvem er omfattet af funktionærloven?
Det er først og fremmest vigtigt at påpege, at status som funktionær ikke afhænger af, om lønmodtageren er måneds- eller timelønnet. Det er arbejdstiden og arbejdsopgaverne, der afgør, om lønmodtageren er omfattet af funktionærloven. Derudover kan både offentligt ansatte og privat ansatte være funktionærer.