Reglerne om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår
Ansættelsesbevisloven regulerer, hvilke oplysninger en arbejdsgiver er forpligtet til at give sine medarbejdere i forbindelse med ansættelsen. Derudover er der også bestemmelser i ansættelsesbevisloven, der siger noget om, hvad man må aftale i et ansættelsesbevis eller en ansættelseskontrakt. Dette kaldes i daglig tale for "mindstekrav til ansættelsesvilkår". Alle der er ansat den 1. juli 2023 eller senere, skal have ansættelsesbeviser-/kontrakter, der lever op til de nedenstående regler. Hvis en medarbejder, der blev ansat tidligere end den 1. juli 2023 beder om et nyt ansættelsesbevis eller en ny ansættelseskontrakt, har du pligt til at udarbejde et nyt dokument, der lever op til den nugældende ansættelsesbevislov, og udlevere det inden for otte uger efter medarbejderens anmodning.